Nostalgi-tivoli og markedsstemning

- Svingkarrusellen i gang på Græsted Veterantræf 2008
Svingkarussel 1937
Skandinaviens største omrejsende svingkarrusel, et sikkert hit for både børn og voksne. Karrusellen er fra 1937 og er Danmarks ældste omrejsende karrusel. Karrusellen er den sidste tilbageblevne at sin art i Skandinavien, og er et enestående stykke omrejsende kultur-historie. Den er bygget i 1937 i Tyskland af den berømte karruselfabrik Gündelwein, og kom til Rahbeks Tivoli, hvor den i over 50 år var tivoliet's hovedattraktion.
I slutningen af 1980erne blev karrusellen lagt på lager, da der kom nye og moderne karruseller til tivoliet, og her lå den indtil 2005 hvor Tommys tivoli overtog karrusellen og istandsatte den totalt.
Svingkarrusellen er dekoreret med over 60 motiver fra H.C. Andersens eventyr, og dette er i sig selv en attraktion som publikum bruger meget tid på at studere. Om aftenen er karrusellen illumineret med 600 gammeldags glødepærer hvilket er med at skabe en helt speciel stemning.

- Musik-expressen 2009
Musik-ekspressen 1951
Musik-Expressen er en såkaldt bjerg- og dalbane, som tilbage i 1950'erne var blandt "det vildeste" på tivoli-pladserne. De 18 gondoler kører i høj fart op og ned ad bakkerne, hvilket giver en herlig effekt. Denne karrusel er bygget i Tyskland i 1951 af det legendariske karruselfirma "Gündelwein".
Karrusellen har kørt i Tyskland indtil 2007 hvor Tommys Tivoli overtog karrusellen. Danske tivolier som f.eks. Winthers Tivoli og Aarhus Tivoli har kørt med lignende karruseller i 1950- og 60erne.
Motiver og dekorationer er originale og smukt restaurerede. 1000vis af lys oplyser karrusellen om aftenen, hvor også spotlys i forskellige farver er med til at skabe stemning.
Musikken er rock´n´roll i bedste 50er stil, og alle kan være med her, både børn og voksne. Når det skal være "rigtig vildt" kører karrusellen også baglæns.

Pariserhjul 1948
Det nostalgiske pariserhjul, er det eneste af sin art i hele Skandinavien, og havde re-premiere ved Græsted veterantræf i 2009. Pariserhjulet er bygget i træ og har 8 gondoler, hver med plads til 2 voksne eller 4 børn. Pariserhjulet er bygget i Tyskland i slutningen af 1940'erne, og har i en årrække stået i Bromølle Tivoli, og rejste siden hen i Sverige i nogle år.
Derudover andedam, kraftprøve, luftgynger, fiskedam, skydebane mm.

- Luftgyngerne i flittig brug på det 13'ende træf i 2009








