High-lights på træf 2012
12-12-2011
1:2 live steam traktor "Sunshine"
Når denne dampkran bliver præsenteret på Græsted Veterantræf 2012 vil det kun være anden gang den træder frem for offentligheden. Første gang var på verdens største veterantræf - The Great Dorset Steam Fair i england i 2011, og det indikerer jo at den er helt nybygget.
Det er dampentusiasten Gottard G. Sonneborn fra Bremen der simpelthen har
bestilt en nybygget damptraktor hos en fabrik i England. Det tog 36 måneder at fuldende værket og som man kan se på billedet så er den ikke helt så stor som forebilledet, en Burrell Road Locomotive with crane. Størrelsen som Gotthard blev enig med sig selv om var lettest at tumle med er 1:2 - dvs. i halv størrelse.
Alle detaljer er esakt som på de originale maskiner,blot en halv gang mindre.
Som de fleste damptraktorer er den blevet navngivet og vi fra Græsted Veterantræf håber virkelig at navnet på maskinen matcher vejret i pinsen på træffet. Navnet er nemlig intet mindre end " Sunshine"
Selve typen blev af fabrikanten kaldt " double crank compound design of extra heavy contractor type"
Maskinen vejer 2.5 tons!, og er naturligvis kulfyret. Kranen løfter 750 kg, og mon ikke der bliver mulighed for at se den løfte i Græsted.
Vi glæder os meget til at byde velkommen til Gotthard og "sunshine"
13-12-2011
Sådan venner - ny maskine frisk fra sydamerika
Vi har endnu ikke lavet den endelige aftale, men Fredrik Zarkow fra "kullabygdens Lantbruksmuseum" lidt uden for Höganæs i Sverige har for tre uger siden modtaget denne julegave fra Sydamerika. Og Fredrik og gutterne er allerede i fuld gang med at restaurere den med henblik på Græsted 2012.
Efter at have deltaget i træffet for første gang i år (lokomobil og nogle fantastiske gamle traktorer) var de så hooked på at få fat i noget selvkørende damp, at de via kontakter fandt denne her på den anden side af Atlanten. Mon ikke gutterne fra Rubens Maskinhistoriske museum har haft en finger med i spillet !! Klik i øvrigt ind på Rubens hjemmeside og forundres over alle de ting de har formået at gemme for eftertiden. Tores blog er også et kig værd.
Fredriks dampmaskine er en Nicholas & Shepard fra 1918 og er noget af en sjældenhed på vores breddegrader. Klik ind på deres hjemmeside og følg med i om de når det - spændende bliver det. Og så er det vist ikke det eneste de planlægger at tage med til Græsted.
Vi venter spændt på hvad mere de pønser på - og krydser fingre for at de når det.
God arbejdslyst !
21-12-2011
Maribo museum kommer også i 2012

Der tikker stadig mails ind om deltagelse i 2012 træffet. Senest er vi nu sikre på at Ransomes & Simms lokomobilet fra Maribo Museum kommer og trækker tærskeværket også i 2012. Heldigvis - for allerede i efteråret var vi ude og høste med selvbinder for at have rigtige kornneg at fodre værket med.
Værket passes iøvrigt af personale fra Sjællands Veterantraktorklub der stadig mestrer tærskekunsten.
I øvrigt så vil der være damptræf i Maribo i weekenden efter Græsted Veterantræf hvor lokomobiilet også kan opleves.
09-01-2012
En sjælden og kraftfuld Tysker !
Så er året 2012 over os og men det var helt friskt tikkede en mail ind om deltagelse af Jan van de veen fra Holland, der sidste år afsluttede en omfattende restaurering af en tysk fabrikeret damptraktor. Kemna - som fabrikken hed, var i front når det gjaldt højere effekt uden nødvendigvis at gøre alt større. Man kan komme langt med at fintune og opfinde nye tekniske detaljer, og det var dette man gjorde i tyskland. Når der kommer flere detaljer om Kemna traktoren vil der blive opdateret her.
Men indtil da så ser vi frem til at se denne sjældne maskine og dens ejere i Græsted i pinsen.








